
Ved Juniløbet vendte Michael Markussen, Helsingør, tilbage til Yokohama Cuppen, hvor han stillede til start i den Peugeot 307, som David Falch, Roskilde, sidste år indledte sæsonen med. Det endte med at blive et comeback med både op- og nedture.
”På trods af en dårlig tidtagning som nummer 9 viste Michael, at han hører til i toppen af klassen,” fortæller teamchef Cliff Markussen, Helinsgør. ”Lige inden Yokohama-kørerne skulle ud til tidtagning, begyndte det at regne, og Michael satsede på, at banen tørrede op, og kørte ud på slicks. Det viste sig at være et dårligt valg, for selvom Michaels tider blev bedre og bedre, manglede der måske fem minutter før han ville kunne hamle op med regndækkene.”
Michael Markussen viste dog i løbet, at han var i stand til at overhale. Allerede efter tredje sving lå han på en femteplads, og han fik kørte sig op på en tredjeplads, hvor han jagtede Kim Lund, Silkeborg. Men på den ottende af de ti omgange gik det galt.
”Højre for-støddæmper knækkede, og bilen endte i græsset i bunden af det nye banestykke,” forklarer Cliff Markussen. ’”Her fortsatte dramatikken, da der pludselig stod flammer op af det det højre forhjul, fordi varmen fra bremserne havde antændt noget opkørt tørt græs…”
Uheldet betød også, at servopumpen flækkede, men efter at Peter Olsen, Havdrup, bl.a. havde udlånt en reservestøddæmper, var Michael Markussen klar til at deltage i andet heat.
”Bilen blev startklar, men bestemt ikke konkurrencedygtig,” slår Cliff Markussen fast. ”Michael kørte andet heat uden servostyring, og med en bil der ikke kunne styre ordentligt, da den ikke nåede at blive sporet eller kontrolleret for andre skavanker. På trods af dette endte Michael på en flot sjetteplads, så der skal lyde en stor tak til både Peter Olsen og Number 1 Racing for hjælp og support i weekenden.”
Fotograf: Henning Smed. |