Det er to af profilerne fra sidste års Danish Touringcar Championship, som starter i forreste række, når det første af søndagens to løb ved anden afdeling af European Touring Car Cup køres på Salzburgring.
Lørdagens træning og tidtagning var præget af vådt vejr, og her var det James Thompson, England, som endte med at sætte hurtigste tid i sin Honda Accord. Briten havde et forspring på syv tiendedele af et sekund til toeren, der var Michel Nykjær, Næstved, som i weekenden har sin første ETCC-start i år.
”Det var ikke nogen let tidtagning. Der stod meget vand, og vi måtte tage nogle risici på hver eneste omgang,” sagde James Thompson om den dramatiske tidtagning, der blev rødflaget, da Rustem Teregulov, Rusland, havde en gigantisk afkørsel i sin BMW 320si E90. ”Det var godt, at jeg satte tre hurtige omgange tidligt i passet, for da vi gentog kørslen, var banen så våd, at man ikke kunne angribe.”
”Det var ikke de ideelle forhold at styre en turbodiesel,” lød det fra Michel Nykjær. ”Jeg tror, at jeg kunne have forbedret mine omgangstider, men på en af mine hurtige omgange var jeg bag en Super Production-bil, og det ødelagde mit forsøg.”
Af de oprindelige felt på 19 biler var de 13 Super 2000-biler, og af dem starter 12 altså det første af søndagens to løb.
Fotograf: Morten Kimer Hansen. |